Når udsatte børn og unge genoplever og geniscenesætter traumer
Jacobsen, M.N. & Hagelquist, J.Ø., Socialrådgiveren nr. 1, 2014.
Professionelle skal have viden om traumers betydning for børns udvikling for bedre at kunne forstå og håndtere barnets adfærd på en konstruktiv og udviklingsfremmende måde.
Børn og unge, som har oplevet udviklingstraumer, vil ofte komme til at genopleve og geniscenesætte tidligere traumer i nye tilknytningsrelationer. Udviklingstraumer er traumer begået, mens barnet er i udvikling, gentagne gange af en eller flere af de primære tilknytningspersoner, ofte mor eller far. Traumerne er ofte ikke en integreret del af barnets historie om sig selv, men genopleves igen og igen og geniscenesættes i adfærd. I denne artikel beskrives genoplevelse og geniscenesættelse af traumer ud fra en mentaliseringsbaseret tilgang, som en måde at forstå barnets traumerelaterede adfærd på.
Genoplevelse af traumer er et posttraumatisk symptom, som vedrører, at barnet spontant får minder fra traumet, har drømme og flashbacks af traumet eller oplever intens eller vedvarende psykologisk ubehag. Det medfører ofte, at barnet også via adfærd reagerer, som om han/hun er i samme situation som under traumet.
Lyden blev en trigger
Et eksempel på genoplevelse kan være drengen, der har levet i et miljø præget af vold og alkohol. Fars daglige druk gjorde ham aggressiv, og han slog både mor og børn. Drengen bliver anbragt i en plejefamilie, men efter en uge her reagerer han helt uforståeligt – for plejeforældrene at se – ved pludselig at løbe op på sit værelse og gemme sig under sengen. Plejeforældrene overvejer, hvad det mon kan skyldes, at drengen handler på denne måde. De taler sammen om, hvilke følelser og tanker drengen mon har haft, siden han løb op på værelset og gemte sig. De forsøger at trøste drengen, men det er meget svært. Da plejemor forsøger at ae ham blidt på hovedet, slår drengen ud efter hende og begynder at skrige højt.
Plejeforældrene har stor viden om mentalisering og traumers betydning for børn. De holder sig lidt på afstand, men bliver ved med at være støttende og empatiske overfor drengen. Efter lang tid falder drengen til ro. Efterfølgende spørger plejeforældrene forsigtigt drengen, hvad der skete indeni ham, lige før han løb op på værelset. Drengen bliver straks meget ophidset igen, og plejeforældrene beroliger ham. Om aftenen taler plejeforældrene sammen om, hvad drengens adfærd mon kan skyldes. Lignende situationer opstår på samme tidspunkt af dagen i den kommende tid. Plejeforældrene forsøger hver gang at berolige drengen og derefter at spørge ind til, hvilke tanker og følelser han har, når det sker. Efter nogle måneder fortæller drengen, at han blev meget bange, da han fra stuen hørte lyden af en ølflaske, der blev åbnet. Plejefar tager af og til en øl efter fyraften. Fra det øjeblik forstod plejeforældrene drengens adfærd. Drengen forbinder lyden af en øl, der bliver lukket op med, at far er fuld og slår. Lyden bliver en trigger, som udløser, at drengen genoplever traumet.
Historien illustrerer, at al adfærd har mening. Selvom drengens adfærd er uhensigtsmæssig hos plejefamilien (idet plejefar hverken drikker sig fuld eller slår), er der en grund til hans adfærd– nemlig de traumer, han tidligere har oplevet med fars alkoholmisbrug og vold.
I eksemplet er det en ydre trigger (lyden af ølflasken, der åbnes), som udløser de traumatiske symptomer og den uhensigtsmæssige adfærd hos barnet. Indre triggere i form af mentale tilstande (tanker, følelser, behov, mål og grunde) og fornemmelser i kroppen kan også udløse genoplevelser og geniscenesættelsesadfærd. Barnet kan også opleve genopleve traumet spontant uden en forudgående trigger, for eksempel hvis drengen pludselig ser for sig, at far står bøjet over mor og slår hende.
Geniscenesættelse giver følelse af kontrol
Geniscenesættelse af traumer kan forekomme ved, at barnet/den unge kommer til at opsøge traumet på ny. Det kan eksempelvis være pigen, som er blevet overfaldet og voldtaget af to unge arabiske mænd. Efter voldtægten begynder hun selv at opsøge unge arabiske mænd for at have sex med dem. Det, der udløser hendes adfærd, kan være indre triggere i form af selvhad, en følelse af magtesløshed eller tomhed. En måde at forstå denne geniscenesættelse af traumet på, er, at hun oplever kontrol ved at være sammen med disse mænd. Når hun opsøger mændene og går i seng med dem, har hun kontrollen – ikke mændene. På denne måde sætter pigen sig i situationer og miljøer, som ikke er gode for hende, men som hun kender og derfor er tryg ved.
Pigens adfærd kan også være udtryk for, at hun automatisk genspiller situationer, hvor magtbalancen er uligevægtig, idet manden har magt over hende. Hun gør det, han gerne vil have hende til at gøre, eksempelvis i form af seksuelle ydelser. Han bestemmer, og hun føjer ham på trods af, at hun måske egentlig ikke har lyst. Pigen er vokset op i et miljø med en dominerende far, som definerede, hvordan alt skulle foregå og også hvordan, de andre familiemedlemmer har det indeni. Pigen finder tryghed i, at relationen til kærester er på denne måde, da det er det, hun kender. Derudover kan det være, at hun ikke føler, at hun fortjener bedre som resultat af et negativt selvbillede.
At se bag om adfærden
For omgivelserne kan det virke uforståeligt, og som professionel kan man opleve høj grad af frustration, når det sker, fordi man så gerne vil passe på pigen og undgå, at hun får yderligere ubehagelige oplevelser med sex og overgreb. Det er vigtigt, at man som voksen bliver ved med at forsøge at forstå barnets adfærd, om end det stiller store krav til omgivelserne at se bag om den destruktive adfærd og finde meningen i adfærden.
Man kunne eksempelvis forestille sig, at drengen i eksemplet ovenfor også kunne være blevet mødt af en plejemor, som ikke ville finde sig i hans udadreagerende adfærd og som ikke blev ved med at forsøge at se bag om adfærden. I dette tilfælde kunne situationen have udviklet sig anderledes og muligvis have endt med at plejeforældrene kastede håndklædet i ringen. Hvis plejemor for eksempel havde reageret ved at sige ”her slår vi ikke”, ”hvis du gør det igen, så kan vi ikke have dig boende mere”, så ville drengen ikke have fundet beroligelse i samspillet med plejemor. Drengen ville have fået samme oplevelse, som da han boede sammen med sin far – nemlig oplevelsen af at være alene i en tilstand af høj følelsesmæssig intensitet.
I mødet med børn og unge, som har været udsat for traumer, er det altså de professionelles opgave at forsøge at forstå barnet og se bag om barnets adfærd. Ved at identificere genoplevelse, geniscenesættelse og triggere bliver det muligt at arbejde med det sammen med barnet. Den mentaliseringsbaserede tilgang giver bud på, hvordan man kan arbejde med genoplevelse og geniscenesættelse.